Samfund

Tip til trafikanter: CPH Half betyder flere spærrede veje i København

Så snart Copenhagen Half Marathon skydes i gang med lynantrit fra verdenseliten på jagtvej, forvandles 21,097 kilometer af Københavns gader til én lang fest med musikzoner, underholdning og heppende tilskuere, der venter de 32.000 deltagere. Foto: Sparta Atletik & Løb.

Ruten til Copenhagen Half Marathon, som går gennem city og dele af Frederiksberg, vil være delvist spærret for trafik søndag den 14. september. Tag så vidt muligt metroen, opfordrer arrangørerne.

Så snart Copenhagen Half Marathon skydes i gang med lynantrit fra verdenseliten på jagtvej, forvandles 21,097 kilometer af Københavns gader til én lang fest med musikzoner, underholdning og heppende tilskuere, der venter de 32.000 deltagere.  

Det betyder også mindre plads til biler og parkering. Arrangørerne opfordrer i stedet til at udnytte reducerede priser på metrobilletter, så publikum kan følge løberne gennem byen. 

Copenhagen Half Marathon blev udsolgt på få timer og trækker internationale stjerner og motionister til hovedstadens flade og hurtige rute.  

Omfattende trafikændringer

Løbefesten påvirker trafikken både før og under arrangementet 14. september i Indre By, Nørrebro, Østerbro, Vesterbro og Frederiksberg. 

Søndag 14. september mellem klokken 07.00-15.00 lukkes hele løberuten. Bilister kan dog passere ved særlige krydsningspunkter i afgrænsede tidsrum.

Parkering og standsning forbydes langs store dele af ruten – hold øje med særlig skiltning. Forkert parkerede køretøjer fjernes uden varsel på ejers regning. Vejene åbnes gradvist, når feltet har passeret. Alle trafikanter skal afvente officials’ signal, før de må køre ind på ruten igen. Ved passage til fods eller på cykel skal man følge officials’ anvisninger af hensyn til sikkerheden. 

International løbebegivenhed med lokal forankring 

Den store succes med det internationalt anerkendte Copenhagen Half Marathon giver arrangørerne mulighed for at opgradere oplevelsen for både deltagere og publikum. København står igen klar til at vise sig fra sin bedste side som værtsby for den danske løbebølge, inden der 19.-20. september næste år afholdes verdensmesterskaber i hovedstaden med endnu flere deltagere. 

– Vi viser med Copenhagen Half Marathon 2025, at vi kontinuerligt udvikler en begivenhed for hele byen – ikke bare for løberne. Folk strømmer bogstaveligt talt til København fra hele verden, fordi de også vil tage del i atmosfæren, den attraktive rute og byens historiske og noget nær perfekte kulisse for hurtige tider. Vi vil derfor gerne invitere alle københavnere og gæster til at være med både omkring løbet og til efterfesten ved Runners Area i Fælledparken, fortæller Lars Nissen, eventchef for Sparta Atletik & Løb. 

Han anbefaler publikum at svinge sig op på cyklen eller udnytte dagens særtilbud på kollektiv transport helt ned til 33 kroner. Det giver mulighed for at opleve de mange underholdningszoner langs ruten og bakke op om løberne flere steder gennem hele byen. 

Vigtig info 

Vigtig trafikinfo ifm. Copenhagen Half Marathon søndag den 14. september 2025  

Ruten til Copenhagen Half Marathon vil være spærret for trafik søndag den 14. september, og der vil være forbud mod standsning og parkering flere steder i byen. 

Ruten afspærres fra søndag den 14. september kl. 07:00 – 15:00. 

Ruten genåbnes løbende og vil være helt åben senest kl. 15:00. 

Det er muligt at krydse ruten på udvalgte krydsningspunkter og i angivne tidsrum. 

Se kort med krydsningspunkter og kørselsveje på denne side: Trafikkort 

Udvidede afspærringstider ved start/mål 

Udvalgte gader afspærres længere tid af hensyn til opbygning og nedtagning af start/mål: 

  • Øster Allé Lokalbane: Fredag den 12/9 kl. 06:00 til mandag den 15/9 kl. 16:00 
  • Øster Allé: Fredag den 12/9 kl. 18:00 til søndag den 14/9 kl. 20:00 
  • Jagtvej: Lørdag den 13/9 kl. 14:00 til søndag den 14/9 kl. 15:00 mellem Vibenhus Runddel og Østerbrogade 

Parkeringsforbud 

På flere strækninger er der forbud mod standsning og parkering, så hold øje med skiltningen i gaderne. Ulovligt parkerede biler kan blive fjernet for ejers regning. 

Fakta om Copenhagen Half Marathon 

Copenhagen Half Marathon 2025 starter søndag den 14. september kl. 9.30 

  • Start og mål bliver på Østerbro med startområde på Jagtvej og målområde på Øster Allé ved Fælledparken 
  • Løbet er udsolgt med over 32.000 deltagere 
  • Se ruten og power zoner til CPH Half 2025 her: https://map.cphhalf.dk/ 
  • Næste års Copenhagen Half Marathon afvikles som VM i halvmaraton ved World Athletics Road Running Championships Copenhagen søndag den 20. september.  
  • Halvmaraton ved VM i 2026 er udsolgt for de mange motionister, der vil løbe i hælene på verdens hurtigste, mens det stadig er muligt at købe startnummer til one mile og 5 kilometer-distancerne. 
  • Læs mere om World Athletics Road Running Championships Copenhagen her: https://worldathletics.org/competitions/world-athletics-road-running-championships/copenhagen26

Kommentarer