112 og retsvæsen

Mentorordning viser vejen for de tungeste kriminelle

Mikkel Vestergaard er en af de løsladte, der har været en del af Primus Motor, og som nu har sluppet kriminaliteten.

En gang kriminel – altid kriminel – eller hvad? Røde Kors mentorordning, Primus Motor, skaber bemærkelsesværdige resultater for løsladte med størst risiko for tilbagefald til kriminalitet. Et kontrolgruppeforsøg blandt 97 løsladte viser, at tilbagefald til kriminalitet mere end halveres for dem, der har været en del af mentorordningen.

“Det er pissesvært at blive løsladt, og det er en hård kamp – nogle gange sværere end da jeg sad inde. Men med ugentlig støtte og gode snakke lykkedes det mig at blive ved med at kæmpe”

Sådan siger Mikkel Vestergaard, der har været en del af Røde Kors´ mentorordning, Primus Motor, for løsladte. Mikkel blev løsladt for snart to år siden efter flere år i fængsel og har efter sin løsladelse ikke haft tilbagefald til kriminalitet – og han er ikke den eneste.

Professor emeritus, Flemming Balvig, har undersøgt Primus Motors effekt for løsladte i mentorordningen med et randomiseret kontrolleret forsøg, og resultaterne viser, at mentorordningen virker over al forventning.

For de løsladte, som har været en del af Primus Motor, og som har størst risiko for tilbagefald, var der 29%, der havde begået ny kriminalitet indenfor to år efter løsladelse. Blandt de løsladte i samme risikogruppe, der ikke var en del af mentorordningen, havde 67% begået ny kriminalitet indenfor to år.

En frivillighed til forskel

Primus Motor er et tilbud om frivillig mentorstøtte fra ca. 2 måneder før løsladelse indtil et år efter. Indsatte tilbydes to mentorer, som støtter op om forhold, som ifølge forskning, har betydning for et liv uden kriminalitet fx bolig, økonomi/gæld, beskæftigelse, netværk og uddannelse.

Mentorerne i Røde Kors er frivillige. Og netop frivilligheden mener Flemming Balvig, er en vigtig faktor i mentorordningen:

”Det spiller helt klart en rolle for motivationen til at tilmelde sig. Vi har med en gruppe at gøre, hvor der er mange, der simpelthen ikke gider systemet og derfor er uimodtagelige for, hvad Kriminalforsorgen eller det øvrige sociale system måtte tilbyde,” siger han.

Også for Mikkel Vestergaard har det betydet meget, at de mentorer han har mødt, har været frivillige:

”De brændte for det, fordi de gjorde det af egen fri vilje. Det gjorde, at jeg ”oppede” mig,” siger han.

Et stort potentiale for samfundsøkonomiske gevinster

At det netop er de særligt tunge kriminelle, der får gavn af mentorordningen, har stor værdi for både den indsatte, men i høj grad også samfundet. I rapporten konkluderes det, at en krone investeret i Primus Motor, er otte kroner sparet for samfundet.

”Det er utroligt vigtigt, at vi gør en forskel for denne målgruppe, og det viser, hvor vigtig en rolle civilsamfundet har i de danske fængsler og arrester, men vi vil gerne have endnu bedre mulighed for at være til stede for de indsatte og udbrede vores tilbud til hele landet. Derfor håber jeg, at de fine konklusioner i rapporten kan være en øjenåbner for politikerne, og at de vil tage en beslutning om at tænke civilsamfundet systematisk ind i Kriminalforsorgens arbejde med resocialisering,” siger Generalsekretær, Anders Ladekarl.

Flemming Balvig kender heller ikke til andre mentorordninger, hvor der har været så positiv en effekt

”I denne her gruppe har vi de rigtig tunge kriminelle. De kan f.eks. have fået domme for grov vold eller røverier, og har ”klippekort” til kriminalforsorgen og ryger ind og ud af fængslerne. Derfor er det en meget vigtig gruppe, mentorordningen når, som kan spare samfundet for mange penge, hvis de stopper med at begå kriminalitet. Derudover er der jo også den gevinst, at de simpelthen stopper med at foretage den her grove kriminalitet, hvilket jo i sig selv er meget positivt – også for dem selv”

Kommentarer