Indlagte børn får godnatbesøg af Danske Hospitalsklovne
I uge 45-47 får indlagte børn en stjernestund ved sengetid, når Danske Hospitalsklovne besøger dem i aftentimerne. For indlagte børn kan det være svært at falde i søvn i uvante omgivelser på hospitalet. Det vil hospitalsklovnene ændre på, når de siger godnat og putter børnene.
For mange børn er puttetid lig med ro, tryghed og måske en godnatsang. For indlagte børn kan denne tid derimod være ekstra svær, når man skal falde i søvn i fremmede omgivelserne på hospitalet.
Derfor tager Danske Hospitalsklovne i november på godnatbesøg, når mørket falder på. Her hygger hospitalsklovnene om de indlagte børn og familier med tryllestøv, godnatsange og eventyrlige historier.
Normalt kommer hospitalsklovnene i dagtimerne, men en ekstra kampagneindsats gør, at disse godnatbesøg er mulige i november.
5-årige Fie får et trygt besøg ved sengetid
Et godnatbesøg fra sin yndlingsklovn kan betyde meget for et indlagt barn. Det ved 5-årige Fie alt om.
Fie lider af kronisk forstoppelse og er ved godnatbesøget indlagt for at gennemgå skylninger af hendes tarme. Heldigvis er hospitalsklovnen Luna, som hun har kendt, siden hun var spæd ved hendes side:
– De griner sammen, Luna tryller, og så pludselig er det helt okay for Fie, fordi fokus kommer væk fra skylningen. Det er så rart, og det får også mig til at glemme alvoren lidt, fortæller Fies mor, Sabrina Guldmann og fortsætter:
– Der sker noget rart, og det er dejligt, at Fie får en god oplevelse, inden hun skal sove. I stedet for at gå grædende i seng, som hun normalt ville gøre efter sådan en skylning.
En kuffert fuld af faglighed
Hospitalsklovnene møder og anerkender barnet der, hvor det er. I angsten, i glæden, i kedsomheden. Klovnene kan være med til at skabe gode oplevelser omkring det at være på hospitalet, også i aftentimerne. Det oplever Stephanie Dedieu, når hun er ude på afdelingerne som hospitalsklovnen Flip:
– Når vi tager på godnatbesøg, er der en anden stemning, hvor det er muligt for os at komme ind i et lidt mere poetisk rum. Sammen med børnene kan vi skabe en drømmeverden, inden de falder i søvn. Selvom der er roligt på sygehuset om aftenen, er det jo uvante rammer for børnene. Så er det dejligt at kunne give børnene en eventyrlig afslutning på dagen, fortæller Stephanie Dedieu.
Godnatbesøg kun muligt med donationer
Der bliver afholdt godnatbesøg på en del af landets børneafdelinger i uge 45-47.
Hospitalsklovnene tager bl.a. på godnatbesøg på Holbæk Sygehus, Sjællands Universitetshospital Roskilde, Slagelse Sygehus, Aarhus Universitetshospital Skejby, Regionshospital Nordjylland Hjørring, Sygehus Sønderjylland og flere andre steder.
Lidl er samarbejdspartner på Danske Hospitalsklovnes godnatkampagne, og fra uge 45 kan man købe Lupilu-sutter eller en bakke økologiske æg fra Danæg i deres butikker landet over. Lidl donerer en kroner for hvert solgt produkt.
– Vi er simpelthen så glade for, at Lidl igen i år bakker op om hospitalsklovnenes godnatbesøg. I november besøger vi indlagte børn og giver dem en helt særlig aften med klovneri, magi og godnatsange. Med støtte fra Lidl kan vi sikre mange stjernestunder ved sengetid, siger Kenneth Øhrberg, direktør i Danske Hospitalsklovne.
Lidl har siden foråret 2015 været hovedsponsor for Danske Hospitalsklovne, og det er et sponsorat, man er meget stolt af hos dagligvarekæden.
– Jeg er glad for, at vi i Lidl endnu en gang kan støtte Danske Hospitalsklovnes vigtige arbejde med at nå ud til de indlagte børn. At hospitalsklovnene nu igen kan komme ud på hospitalerne og – som noget nyt – læse en hyggelig godnathistorie, håber jeg vil være en god oplevelse for børnene, fortæller Kommunikationschef hos Lidl, Morten Vestberg.
Via Ritzau
Kommentarer