Erhverv

Hvad gjorde COVID-19 ved de danske vækstkometer? Rekordmange danske virksomheder i vækst

De sidste års udvikling fortsætter, og vi ser nu en ny rekord for antallet af vækstvirksomheder i Danmark. Tallene er baseret på 2020-regnskaber og understreger, at Danmark er fuld af entrepreneurer, der ser fremad i modgang

1824 danske virksomheder lever op til kravene til konkurrencen EY Entrepreneur Of The Year. Det er en fremgang på hele 14 % i forhold til sidste år, hvor antallet af vækstvirksomheder endda satte rekord for tredje år i træk.

Især Region Nordjylland trækker op. Her er der en fremgang i antallet af vækstvirksomheder på intet mindre end 43 %. I den anden ende af skalaen ligger Region Syd og Sønderjylland med en vækst på 4 %. Der er altså fremgang i alle dele af landet i modsætning til sidste år, hvor tre ud af seks af konkurrencens regioner oplevede mindre fald.

Turbo på trods

COVID-19 har sat sit præg på store dele af samfundet og erhvervslivet, og et kig i krystalkuglerne har ikke givet anledning til at tro, at så mange virksomheders regnskaber ville møde de skrappe vækstkrav.

Sådan lyder det fra Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year:

”Jeg kan ikke få armene ned. Sidste år på dette tidspunkt stod vi midt i nedlukninger, smittespredninger og mørketal og glædede os over en rekord sat på baggrund af tal fra 2019. Vi håbede, men turde ikke tro på, at dansk erhvervsliv kunne fortsætte den vækst, vi havde oplevet flere år i træk. Vi kan se nu, at ikke alene har vi fortsat udviklingen – vi har omstillet os og sat turbo på,” siger han og anerkender, at regeringens hjælpepakker har en lille andel i den positive vækst:

”Mange virksomheder har gjort brug af hjælpepakker, men det er ikke på grund af dem, at vi i år ser så mange vækstvirksomheder. Æren tilfalder klart de mange omstillingsberedte dygtige entrepreneurer, vi har her i landet. Dem, der ser fremad i modgang, er hver og en forbilleder og stærke rollemodeller, der kan være med til at sætte fokus på vækst og innovation.”

Hvem bliver vinderne?

Konkurrencen er i fuld gang. Interviews er blevet gennemført over hele landet, og juryen sidder med den svære opgave at kåre først de regionale vindere og dernæst vinderne af de nationale priser.

Vinderne i konkurrencens seks regioner bliver afsløret i løbet af november, mens hovedpriserne bliver uddelt ved den store landskåring, der finder sted i København 13. januar 2022.

Om EY Entrepreneur Of The Year

EY Entrepreneur Of The Year er Danmarks og verdens mest anerkendte vækstskaberkonkurrence. Det er en hyldest til de entrepreneurer, der opbygger og driver succesfulde og dynamiske virksomheder. I snart 25 år er danske vækstvirksomheder blevet hyldet ved EY Entrepreneur Of The Year, hvor hovedvinderen deltager i den internationale finale, der finder sted juni 2022 i Malta.

Her er vækstvirksomhederne

De kvalificerede virksomheder er forskellige i geografi, branche, størrelse mv., men de er alle kendetegnet ved, at de skiller sig positivt ud og kan holde et forspring i deres marked.

Nordjylland tager førerposition i år. Årets klart største fremgang med 43 %. Antallet af nordjyske vækstvirksomheder vokser fra 187 til 237. Målt på antal er det stadig regionen med næstfærrest virksomheder.

København går fra minus til plus. Sidste år oplevede hovedstadsregionen en tilbagegang på 8 %. Det er i år vendt til en fremgang på 15 %. København er stadig næststørste region med 398 virksomheder.

Sjælland (inkl. Nordsjælland) oplever også flot vækst. I år på 15 %. Sjælland er med 313 virksomheder igen over de magiske 300, der blev opnået forrige år. 

Syd- og Sønderjylland er igen i fremgang. Sidste år oplevede regionen en fremgang på 13 %. Væksten er i år ’kun’ 4 %.

Midtjylland vokser også. Regionen er med 434 vækstvirksomheder den største i feltet og er vokset med 6 % i forhold til antallet af virksomheder sidste år.

Fyn holder tempoet. Fyn er målt på antallet den mindste region. Igen i år slår Fyn som region dog rekord med 163 vækstvirksomheder, hvilket er en vækst på 8 %.

Kommentarer