Kultur og events

Hjerteforeningen: Hvem skal være Årets Hjerteredder 2022?

Foto af Christian, Stella og Jane Grejsen Høgsdal, Ann-Mari Buus Jensen, Julie Jahn og Benjamin Dirchsen. Foto: Pelle Rink.

Tre liv blev reddet, da vidner trådte til med lynhurtig og kompetent hjælp. Du kan være med til at afgøre, hvem der skal være Årets Hjerteredder 2022 ved at afgive din stemme.

Hvert år hylder Hjerteforeningen modige livreddere, der turde træde til og yde genoplivning, da et medmenneske faldt om med hjertestop. Alle har de reddet et menneskes liv – en far, mor, en nabo, arbejdskollega eller en ukendt. Hjerteforeningen har til Årets Hjerteredder 2022 modtaget 35 indstillinger.

Et dommerpanel har nomineret 3 redninger blandt de 35 indstillinger, og nu er det op til alle interesserede at afgøre, hvem der ender med at blive kåret som Årets Hjerteredder 2022. Hvem der vinder afsløres ved indsamlingsshowet Hjertegalla, der løber af stablen lørdag den 12. marts kl. 20.55 på TV 2 CHARLIE / TV 2 PLAY.

– Alle de modige helte, vi hylder med Årets Hjerteredder 2022, har ydet en fantastisk indsats. De turde træde til, de turde handle, og derfor er en elsket mor, far, søster eller bror i dag i live. Det vil jeg gerne sige stor tak for. Når vi alligevel fremhæver tre redninger og til sidst bare en redning og dermed ”Årets Hjerteredder”, er det for at skabe maksimal opmærksomhed om, at det nytter at træde til og yde genoplivning til et medmenneske. Det kan redde liv, siger Hjerteforeningens adm. direktør Anne Kaltoft.

Stem på din favorit

Du kan være med til at kåre Årets Hjerteredder ved at afgive din stemme på hjerteforeningen.dk/hjerteredder fra den 21. februar til den 9. marts kl. 12. De tre nomineringer, der kæmper om prisen som Årets Hjerteredder 2022, er:

Læreren Thomas Andersen og Helena Suralski, der redder 12-årige Emma Victoria Krupsdahl, da hun bliver ramt af et hjertestop på Horsens Banegård.

Oscar, Carl og Ingrid Kjeldmand, der sammen med naboerne redder deres 41-årige mor, Malene Kjeldmand, da hun får hjertestop i eget hjem i østjyske Mårslet.

Tvillingerne Christian og Stella Grejsen Høgsdal på 8 år, der sammen med Ann-Mari Buus Jensen og overboerne Julie Jahn og Benjamin Dirchsen redder deres 48-årige mor, Jane Grejsen Høgsdal, da hun får hjertestop i eget hjem på Frederiksberg.

De fulde beretninger af redningerne kan læses på hjerteforeningen.dk/hjerteredder

Se Årets Hjerteredder blive kåret i Hjertegalla, der bliver sendt på TV 2 CHARLIE / TV 2 PLAY lørdag den 12. marts kl. 20.55.

Årets Hjerteredder støttes af Østifterne.

– Vi vil gerne medvirke til at bevare og forstærke den gode udvikling, hvor der i dag i 80 procent af tilfældene med hjertestop uden for hospital sker dét, at andre borgere træder til med førstehjælp. Det er en utrolig flot udvikling i forhold til situationen for 20 år siden, hvor der kun i 19 procent af tilfældene med hjertestop uden for hospital var andre borgere, der ydede førstehjælp, siger Østifternes direktør Lars Suhr Olsen.

Kommentarer