Historisk 40-årsjubilæum med Folk og Røvere på Bellevue Teatret
Rekordmange har inden premieren sikret billet til 40-årsjubilæet for dansk teaters måske stærkeste juletradition: Folk og Røvere i Kardemomme By har spillet Bellevue Teatret hvert eneste år siden 1982. Det er blevet til mere end 1.500 forestillinger for anslået en lille million danskere fra nær og fjern. Folk og Røvere har jubilæumspremiere lørdag den 6. november kl. 12
Bellevue Teatret fejrer fra på lørdag Folk og Røvere i Kardemomme Bys 40-årsjubilæum med Kardemomme-legender på den røde løber, levende kameler, kardemommestemning, hattekonkurrence og et historisk billetsalg: Foreløbig har 30.000 sikret billet. Det er rekordhøj opbakning før premieren. Jubilæet er tæt på udsolgt, så teatret går allerede nu i salg med 2022-forestillingen. 40-årsfejringen varer hele spilleperioden frem til nytår.
”Folk og Røvere i Kardemomme By er en skøn forestilling og tradition. Der er ikke noget at sige til, at det er blevet en historisk stor succes. Sidder du i en større familiekomsammen, vil der ofte være mindst én der har set Folk og Røvere i Kardemomme By på Bellevue Teatret – måske som barn i firserne og igen med egne børn i dag. Det er forunderligt og meget, meget rørende”, siger teaterdirektør Pia Jette Hansen.
Koryfæer og legender på scenen
Daværende teaterdirektør Jes Kølpin fik i 1982 den strålende idé og hyrede Jesper Klein til instruktionen. Folk og Røvere har spillet lige siden. Peter Aude har siden 1985 spillet med som røveren Jesper, og i 2011 overtog han instruktionen efter Jesper Kleins død.
I tidens løb er røverne, Tante Sofie, Politimester Bastian og alle de andre folk i Kardemomme By blevet spillet af en svimlende række legender og koryfæer som Jesper Klein, Poul Glargaard, Mia Lyhne, Peter Belli, Olaf Nielsen, Poul Hagen, Gotha Andersen, Benny Hansen, Tom McEwan, Margrethe Koytu, Litten Hansen, Allan Olsen, Allan Mortensen, Betty Glosted, Maria Stenz, Peter Mygind, Pernille Højmark, Søren Malling, Pilou Asbæk, Alexander Kølpin, Morten Eisner, Flemming Jensen, Mek Pek, Simon Rosenbaum, Steen Stig Lommer og mange, mange flere. Seneste skud i Kardemomme-familien er Casper Crump, der i år spiller rollen som røveren Jonatan.
Folk og Røvere i Kardemomme By er skrevet og tegnet af Thorbjørn Egner og udkom første gang i 1955. Bogen er oversat fra norsk af Halfdan Rasmussen. Forestillingen er koreograferet af Anne Marie Vessel Schlüter.
Folk og Røvere i Kardemomme By spiller til og med 29. december.
Medvirkende i 2021: Peter Aude, Niclas Kølpin, Casper Crump, Le Münster-Swendsen, Kit Caroline Løvenhardt, Annevig Schelde Ebbe, Finn Rye, Sune Svanekier, Kiki Brandt, Farshad Kholghi, Torbjørn Hummel og Serge Huercio
Kommentarer