Kultur

Gentofte LIV får kommunes Initiativpris

Martin Dahl og Thomas Strøbech har gennem de sidste 8-9 år viet et hav af frivillige timer til at skabe nye muligheder for andre.

Gentofte Kommunes Initiativpris går i år til initiativet Gentofte LIV, der har skabt konkrete resultater ved at samle lokale netværk og fokusere på det, vi er fælles om – på tværs af sektorer og særinteresser.

Gentofte LIV står for læring, idræt og velvære, og det er et fællesskab, alle kan være med i. Det er ikke en forening, ikke en klub eller organisation. Gentofte LIV er et åbent netværk, der har formået at skabe forbindelser, der går på tværs af mure, skel og særinteresser.

Initiativtagerne er Martin Dahl og Thomas Strøbech, og de har gennem de sidste 8-9 år viet hundredvis – hvis ikke tusindvis – af frivillige timer til at skabe nye muligheder for andre. Helt konkret har Gentofte LIV banet vejen for en bedre udnyttelse af faciliteter og en aktivitetsbane, indviet i november 2019, i området omkring Bregnegårdsvej, hvor Ungdomsskolen, Børnehuset Artibus, HIK, Messiaskirken, Gentofte Gymnasium, Maglegårdsskolen og Tranegårdsskolen ligger tæt. Før var området uden egentlige sammenhænge, og det var netop det, initiativtagerne så.

Gentofte Kommune har en lang og god tradition for, at borgere og foreninger gennem frivilligt arbejde involverer sig i lokalsamfundet. Det særlige engagement ønsker Gentofte Kommune at anerkende med Initiativprisen.

Prisen går årligt til en person eller en gruppe af personer, der har gjort en særlig indsats for lokalsamfundet, fortrinsvis inden for det sociale eller kulturelle område, eller en særlig indsats inden for idræts- eller erhvervslivet. Ud over æren får prismodtageren 25.000 kr.

Gentofte Kommunes Initiativpris er blevet uddelt årligt siden 2008.

Kommentarer