Hellerup

Bedrageri

Klokken 19.21 anmeldte en 80-årig kvinde fra Hellerup, at hun samme eftermiddag havde været udsat for bedrageri.

Kvinden var blevet ringet op af en mandsperson, der præsenterede sig som værende ansat af banken Nordea. Manden fortalte, at der fejlagtigt var blevet overført 17.000 kroner fra kvindens konto, og disse ville Nordea gerne føre tilbage til kvinden. 

Manden bad i den forbindelse om at få udleveret koden til kvindens kreditkort, som hun så skulle lægge i en kuvert, der sidenhen ville blive afhentet på hendes adresse. 

Sidenhen dukkede der en mand op på adressen og afhentede kuverten, og klokken 16.55 var kreditkortet så blevet misbrugt i en hæveautomat, hvorfra der var blevet hævet 9.5000 kroner.

Manden, der hentede kuverten, beskrives som: mand, dansk af udseende, lys i huden, med mørkt hår. Talte dansk.

Samme type anmeldelse indløb fra en 86-årig kvinde fra Gentofte klokken 21.14. Her præsenterede manden i telefonen sig dog som ansat i Danske Bank, men beløbet, der angiveligt fejlagtigt skulle være blevet hævet fra kvindens konto, var igen 17.000 kroner.

Efter en ukendt mand havde hentet kuverten med kvindens kreditkort i på hendes adresse, var det blevet misbrugt for 25.000-30.000 kroner.

Grundet sammenfald i fremgangsmåde, antager Nordsjællands Politi, at der er tale om de samme gerningspersoner i de to sager.

Kommentarer